Højskoleeftermiddag ved Birgithe Kosović - "Det du ikke vil vide"

Dato
Fredag d. 22. januar 2021, Kl. 14:00 til kl. 16:00
Sted
Johannes Døbers Kirke, krypten, Trekronergade 12, 2500 Valby
Pris
20 kr.

Hun vokser op i en almindelig familie på Vestegnen med dansk mor og jugoslavisk far. Men familien har en hemmelighed, som hun en dag afslører. Det får hendes far til at bryde al kontakt. Hun har altid fornemmet, at et sådant sammenbrud kunne ske. Nu sætter hun sig for at undersøge hans vrede og forstå: Hvordan kunne de blive som døde for hinanden? 

Birgithe Kosović fortæller om at vokse op i et hjem præget af farens vrede. Hun spørger: Hvorfra kom hans vrede? Og hvorfor skulle den familie, som hun voksede op i, ende med at ødelægges fuldstændigt? Det sender hende på opdagelse i historierne fra sin jugoslaviske familie, der er fyldt med folk, der slår ihjel eller selv bliver slået ihjel, og en af disse myrdede er hendes far opkaldt efter. I hendes danske familie er der tilsyneladende aldrig sket noget, men også her opdager hun en erfaring med rædsel. Det hele bliver sat i perspektiv, da hun selv står som forfatter og en af det frie ords forfægtere, da terroren rammer Danmark. 

Er dette en historie om mislykket integration? Eller er det fortællingen om en helt almindelig familie, hvor hemmeligheden blev sagt højt? Og i sidste ende: Hvad gør rædsel ved mennesker? Og hvordan knytter man sig til nogen, der bliver ved med at være vred?

Birgithe Kosović (1972)  fik sit gennembrud med romanen ’Det dobbelte land’ baseret på historier fra sin jugoslaviske familie, som vandt Weekendavisens Litteraturpris 2010, DR's Romanpris 2011 og Danske Banks Litteraturpris 2011. Hendes roman om Erik Scavenius, ’Den inderste fare’, vandt Politikens Litteraturpris 2018. Hun har bl.a. modtaget Statens Kunstfonds tre-årige arbejdslegat. ’Det du ikke vil vide’ er udkommet i august 2020.

Ophavsret: