Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

En aften om kærlighed og om at lære at elske sig selv

Dato
Onsdag d. 12. oktober 2022, Kl. 19:30 til kl. 21:30
Sted
Timotheuskirken, Christen Bergs Allé 5, 2500 Valby
Medvirkende
Journalist og TV-vært, Petra Nagel og sognepræst, Pernille Vinge Karlsson

En aften om kærlighed og om at lære at elske sig selv - Aftener om kærlighed i samarbejde med Timotheuskirken. OBS: Arrangementet er i Timotheuskirken

Hvad er kærlighed? Svaret er ikke ligetil, men i de kommende måneder inviterer Timotheus sogn og Valby Søndre Sogn indenfor til en række aftener, der sætter fokus på netop kærligheden. Gennem forskellige foredrags- og oplægsaftener forsøger vi at belyse og forstå kærligheden, dens væsen og mange former fra forskellige vinkler og med forskellige gæster.

Denne aften gæster Petra Nagel os til en samtale om kærlighed og om at lære at elske sig selv.

Petra Nagel (f. 1984) er journalist og TV-vært og er bl.a. kendt for sin værtsrolle i Go´ Aften Live og Bachelor på TV2. Petra er desuden kendt fra programmerne ”Petra dater hele verden” (2016), ”Petra elsker sig selv” (2017) og ”Petra får en baby” (2018), som alle gav et indblik i Petras liv og tanker. Seerne så med, da hun modigt kastede sig ud i både vellykkede og pinlige dates. De kom med helt ind prøverummet på nogle af de der dage, hvor det er svært at elske sit eget spejlbillede og de var med i alle de tanker og bekymringer, der fulgte med, da Petra blev mor for første gang.

Det kræver mod at stå ærligt frem på åben skærm, og i 2021 fik modet en ny form, da hun udkom med bogen ”Ting, jeg har lært, da det var for sent”. Bogen er en åbenhjertig fortælling om ungdomsliv, venskaber, kærester, lavt selvværd og alt det, Petra gerne ville have vidst, da hun var 20 år.  

Aftenen indledes med en samtale mellem Petra Nagel og sognepræst, Pernille Vinge Karlsson, om kærlighed og om at lære at elske sig selv. Undervejs er der en pause, hvor vi byder på lidt snacks og noget at drikke, og derefter er der åben samtale og mulighed for at stille spørgsmål.

Der er fri entré og der kræves ikke tilmelding.

Alle er velkomne og vi glæder os til at se dig!