
Kristi himmelfartsdag falder 40 dage efter påske og ti dage før pinse. Den ligger altid på en torsdag. Kirken fejrer ved Kristi himmelfart, at Jesus steg til himmels 40 dage efter sin opstandelse. Kristi himmelfart markerer på den måde afslutningen på Jesus' liv på jorden. Kirken fejrer altså ikke kun, at Guds søn kom til Jorden, men også at han forlod den igen efter opstandelsen. Det lyder måske som en mærkelig begivenhed at fejre. Men Gud måtte forlade Jorden som menneske, for at han kunne vende tilbage som Helligånd i pinsen. Himmelfarten markerer ikke blot afslutningen på historien om Jesus' liv på jorden. Den sætter samtidig begyndelsen på en ny: Helligånden, som kommer i pinsen og forener de Kristus-troende i kirken.
Efter gudstjenesten er der kaffebord.